Vi følger årets gang og markerer både årstider og højtider i vores hverdag med børnene.
Vi fejrer fastelavn med udklædning og katten af tønden, klipper pynt og gækkebreve i påsken og gør noget særligt ud af julehyggen i december.
Traditioner med forældre
Vi har to årlige traditioner, hvor vi inviterer jer forældre på besøg til en hyggelig eftermiddag.
Begge arrangementer er en god mulighed for at lære jeres barns legekammerater og de andre forældre at kende, og der er altid stor opbakning, uanset om solen skinner, eller det regner.
Vores årlige høstfest foregår den første fredag i september. Her mødes vi på legepladsen til fællessang, forskellige aktivitetsboder og Østerbros længste kagebord - alle familier kommer med en kage, og vi serverer te, kaffe og saftevand.
I december holder vi julehygge på stuerne. Rammerne og tidspunktet for julehyggen er lidt forskellig fra stue til stue, men udgangspunktet er det samme: at mødes og hygge med jeres barn og de andre familier på stuen.
Begge arrangementer finder både sted i byhuset i Ryesgade og i udflytteren i Greve.