Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om Børnegården i Ryesgade

Velkommen til Børnegården i Ryesgade

Vi er en integreret daginstitution med både et byhus og et udflytterhus. I huset på Ryesgade har vi tre vuggestuegrupper med 12 børn i hver og en børnehavegruppe med 22 børn.

I vores udflytterbørnehave har vi 46 børn, som hver dag tager bussen fra Østerbro til vores dejlige hus ved Greve Marina.

Vi arbejder meget på tværs af stuerne, særligt i vuggestuen, så alle voksne og børn kender hinanden, og det er trygt for barnet, uanset hvilke voksne det bliver afleveret til. Hos os er alle børn alles børn.

Børnenes perspektiv er udgangspunkt for alt, hvad vi gør - alle rutiner og aktiviteter foregår i børnehøjde og er planlagt ud fra børnenes behov.

Derudover har vi et stort fokus på børnenes venskaber og sociale kompetencer. Vi ønsker at være et mangfoldigt hus, hvor der er plads til alle børn og familier, og hvor alle føler sig velkomne og ved, at de er vigtige for fællesskabet.

Vores byhus

Vores hus på Ryesgade rummer nogle rigtig skønne rammer for vuggestuen og bybørnehaven. Huset er bygget til at være daginstitution, og alle rum er indrettet med blik for børns behov. Her er lyst og rart, et godt indeklima og en god akustik.

Vi har en fælles motoriksal, som vi bruger til børneyoga, boldspil, fredagsdisko, forhindringsbaner og mange andre aktiviteter, som kræver ekstra god plads.

Udenfor har vi en stor og grøn legeplads med masser af buske og træer, så vi kan inddrage naturen, selvom vi er midt i byen. Legepladsen blev renoveret i 2025, og her er gynger, sandkasse, cykler og meget andet.

På første sal, hvor vuggestuen holder til, har vi en lang svalegang, som vi også bruger meget i hverdagen. Herfra kan vi kigge ned på søerne.

Vores udflytterbørnehave

Vores udflytterbørnehave hedder Hedehi, og den ligger tæt ved Greve Marina.

Hedehi ligger på en kæmpestor naturgrund tæt på både skov, strand, havn og park. På grunden har vi både legeplads med klatrestativer, urtehave og sansehave. Derudover har vi et skønt, skævt og gammelt hus fuld af sjæl, hyggelige kroge og gode legeområder.

Busturen tager ca. 45 minutter, og vi bruger den på at tale om dagens planer, synge sange, læse højt og tale om de ting, der optager børnene. Bussen kører fra Ryesgade kl. 8.30 og er hjemme igen kl. 15.45. I vælger selv, om I vil aflevere og hente ved bussen eller inde i byhuset.

I udflytteren bruger vi rigtig meget tid udenfor - gerne hele dagen, hvis vejret er til det. Vi bruger naturen i det pædagogiske arbejde, går på opdagelse i skovbunden, samler naturgenstande på stranden, finder insekter og dyrespor og dyrker frugt, grønt og urter sammen med børnene.

Hvis jeres barn har gået i vores vuggestue, er det jer som forældre, der vælger, om jeres barn skal starte i bybørnehaven eller udflytterbørnehaven. Inden beslutningen tager vi sammen en snak om jeres barns og families behov. Hvis jeres barn starter i børnehaven udefra, får I tildelt en plads, der hvor der er ledigt.